Glæden ved at dyrke sport sammen med sine børn

”At træne og bevæge sig giver kroppen et utrolig kick” – Læs om Lisa Kjær og hendes to døtres glæde ved sport

Glæden ved at dyrke sport sammen med sine børn

At dyrke sport på professionelt plan behøver ikke at betyde, at man går på kompromis med at være sammen med sine børn. For parakæmper Lisa Kjær Gjessing betyder det meget at kunne dele glæden ved sport og bevægelse sammen med hendes to teenagedøtre Kajsa og Frida. Hør hvordan de to piger giver Lisa kamp til stregen på skipisten, i løbeskoene og i styrketræningslokalet.

”Sport har fulgt mig igennem hele mit liv. Som helt ung, lidt ældre og meget erfaren atlet. Det der med, hvad jeg finder glæden i ved at dyrke sport, har ændret sig meget undervejs. I dag er det at kunne give glæden ved bevæge sig og vise mine to piger, hvad de fx kan drive deres sport til, noget af det der giver mig den største glæde,” siger Lisa.

Lisas to piger, Kajsa og Frida, har igennem de seneste år været med på mange af Lisas træningslejre i Danmark og udlandet. Herigennem har pigerne og Lisa fået en masse oplevelser sammen. Oplevelserne fylder meget for Lisa, der når tiden er inde til at lægge sine taekwondoklæder på hylden, drømmer om at kunne bane vejen for, at andre kan få de oplevelser, hun selv har fået igennem sin sport.

Bedste harer op til PL i 2021

Kajsa og Frida spiller begge håndbold på højt niveau og ved siden af håndboldtræningen både styrketræner og løbetræner de to en del. Det gør Lisa også, og de tre træner derfor meget sammen. Op til De Paralympiske Lege i Tokyo var pigerne nogle af dem, Lisa trænede mest med.

”De var mine harer på løbeturene, fordi de med deres lange ben virkelig kunne presse mig på intervaltræningen. Pigerne elsker både løb og styrketræning – og det er bare så fedt at opleve, at de har interesse for det samme, som man selv har,” fortæller Lisa.

Foruden løb og styrketræning er Lisa og pigerne også enige om, at skiløb er noget af det fedeste at dyrke sammen.

”Siden pigerne var helt små, har vi været af sted på ski hvert år. Nu er de jo faktisk over mit niveau, så jeg skal virkelig stramme ballerne for at følge med,” griner Lisa.

Den vigtigste læring for pigerne

Udover en masse oplevelser er Lisa også taknemmelig for, at sporten har givet hende en forståelse for, hvad hun kan bruge sin krop til, hvis hun holder den i form og giver den det rigtige brændstof. En læring der har været vigtig for hende at give videre til pigerne.

”At træne og bevæge sig giver kroppen et utroligt kick. Et kick som modsat energidrik og sukker er naturligt og rigtig godt for både ens sundhed og mentale helbred. At kunne holde til at spille en hel håndboldkamp og træne flere gange om ugen giver en fantastisk følelse i kroppen og et overskud til at nå de ting, man gerne vil nå i hverdagen,” siger Lisa.

Sofahygge og dans på stuegulvet

Udover interessen for at røre sig sammen elsker Lisa og pigerne i lige så høj grad at ligge på sofaen og se X-factor, spille kort, danse derhjemme på stuegulvet og være tossede sammen.

”Både Kajsa og Frida er gode til at være interesseret i selv at have det godt, at være gode ved hinanden og hjælpe hinanden. Vi nyder at være sammen i hverdagen, og jeg er enormt stolt over og taknemmelig for at have to så skønne piger at dele livet med,” siger Lisa.

Altid gode priser, hurtig levering og 365 dages fuld returret

Hos SPORT 24 har vi noget for hele familien. Se vores store udvalg